Ja, det er 'godt vi har Allan'

'Godt vi har Allan' er en både tankevækkende og yderst anbefalelsesværdig forestilling om gentrificeringen på Vesterbro, om møder og ikke-møder mellem mennesker, om livshistorier, svigt og sorg.

Alt spiller; skuespillet, musikken, scenografien og de velvalgte ord. Undtagen den røde tråd.

Karaktererne er filtret ind i hinanden, deres historier og relationer optræder på kryds og tværs, og jeg blev ganske enkelt tabt på vejen og gik fra forestillingen med en kun vag fornemmelse af hvem, der var hvem, hvad, der var virkelighed, og hvad, der var fantasi.

Det mest fantastisk ved forestillingen var dog, at den kunne bære netop det, at den råde tråd blev væk.

For hver enkelt scene, hvert lille bitte brudstykke af den usammenhængende fortælling, gav mening og stof til eftertanke i sin egen løsrevenhed. Og det skyldtes først og fremmest Kristoffer Fabricius og Sophie Zinckernagels fuldstændig uovertrufne skuespil. De spillede røven ud af bukserne, bogstavelig talt, og jeg troede på hvert et ord, hver en bevægelse.