En dramatisk fest

Der bliver mikset og drukket drinks bestående af rå æg på Aalborg Teaters Store Scene for tiden – stirred, not shaken. Drukket i én tår. Ingen nåde, bare ned med det. Måske en anelse overvældende for den tilbageholdende forfatter Cliff Bradshaw (Martin Bo Lindsten) – i hvert fald indtil han prøver det og får smag for det. På samme måde får han smag for Berlins løssluppenhed og Sally Bowles’ (Lise Baastrup) direkte facon. The Kit Kat Club er én stor fest. Men festen varer ikke evigt.

Cabaret er en humoristisk, men også dyster forestilling. Inde bag festlighederne lurer nazismen, som langsomt vinder indpas og river skrøbelige kærlighedsforhold og kammeratskaber i småstykker. Kulissen på scenen er lige så rå som de førnævnte drinks. Den udgøres hovedsageligt af en simpel ståltrappe, og som en erstatning for rekvisitter agerer skuespillerne både stole, toilet, håndvask og spejl. Et humoristisk påfund, der overlader meget til fantasien og resulterer i flere sjove episoder.

Lyden af violiner og trompeter skaber på én og samme tid en både festlig og dramatisk stemning. Energiske dansere i netstrømper og hofteholdere bevæger sig selvsikkert til musikken og kæmper om publikums opmærksomhed.

Min opmærksomhed blev dog hurtigt rettet mod den flamboyante bøsse Bobby (Emil Birk Hartmann). Måske fordi han var den eneste mandlige danser, måske fordi han var meget iøjnefaldende med sine røde knæstrømper og sit knald-lilla hår, eller måske vandt han min opmærksomhed, fordi hans optræden var fremragende. Jeg tror mest på det sidste. Med en stor hat og en tung, mørkegrøn frakke, trukket udenpå sit Bobby-kostume, spillede han desuden kortvarigt rollen som togkontrollør. Han blev hurtigt genkendt som Bobby af publikum grundet sine røde knæstrømper, som ikke helt passede ind i det dystre, seriøse nazi-look. Her havde han fantastisk kontakt med tilskuerne, idet han fikserede blikket hos én iblandt publikum, imens han løftede på sin hat, så hans lilla hår kom til syne, og smilede skævt som en tilkendegivelse af, at han var klar over, at han var afsløret. Og vupti – et skarpt svirp med hovedet, et stift blik igen rettet mod sin medskuespiller på scenen og straks tilbage i rollen som alvorlig togkontrollør. Charmerende, sjovt og genialt. Dér vandt han mig.

Carsten Svendsen gør det ligeledes rigtig godt i rollen som den dameglade, sexfikserede, lunefulde, usoignerede fedthårs-konferencier. På én og samme tid forførende og forræderisk. Og i et kort øjeblik et forvarsel om Hitlers forestående magtovertag.

Aalborg Teater har formået at skabe en anderledes udgave af Cabaret; rå, betagende, tankevækkende og absolut seværdig.