Enkelhedens eksistentielle poesi

Matilde Walter Clark’s velskrevede monolog leveret af Marianne Mortensen er bestemt værd at opleve. Med få virkemidler åbnes der op for øjeblikket - og teksten udfolder sig levende i alverdens retninger.

Det er imponerende når en monolog kan det. Og ikke mindst - får lov til det. Særligt i disse dage når teater ofte har skuespillere på speed, der fanger deres publikum med overdrevenhed, og hvor alverdens gimmicks benyttes så publikum ikke kedes: sceneskift, lys, musik. Ikke her. Man får simpelthen lov til at blive i lokalet, sammen med karakteren, og netop derfra opstår magiske øjeblikke hvor teksten og leveringen simpelthen giver en gåsehud.

Scenografien er enkel, men alligevel tilpas, bærende og smuk.
Til sidst savnede jeg en anelse mere opfindsomhed i iscenesættelsen for at imødekomme alle de opbyggede elementer, men det er alligevel småting ved så storslået en oplevelse.