I DAG:
Anbefaling - Scene

Lunkne kindkys fra en tyran

Richard III anbefalet af Ida Staun Christensen
18. september 2015
Vurdering:
Samlet vurdering:
Man skal spidse ører og holde tungen lige i munden, når Richard III i disse dage folder sig ud på Aalborg Teaters store scene. Stykket er tro mod Shakespeares poetiske ordlyd, og i længden kan det godt blive en anelse trættende at forsøge at holde trit med de snørklede monologer og dialoger, der vælter ud mod publikum. Samtidig kan man dog ikke undgå at blive imponeret over, at skuespillerne, og i særdeleshed Jens Albinus, kan huske de kringlede replikker og tilmed formår at nærmest spytte dem ud som skidt fra en spædekalv.

Scenografien er simpel og næsten kedelig. Den bevægelige scene har dog en god effekt og stor symbolsk værdi, når den løfter sig op som en piedestal, hvor Richard solidt placerer sig på toppen med ryggen til alle.

Richard er lunefuld, og man ved aldrig, hvor man har ham. De kvinder, som Richard har gjort til enker, forsøger at give Richard det glatte lag, men Richard er glat som en ål, og ved hjælp af varm luft smyger han sig gang på gang ud af fedtefadet. Selv de mest magtfulde skikkelser bliver som smør i Richards jerngreb, når han uddeler kindkys og tomme løfter, og man undres over, hvorfor ingen formår at gøre oprør mod Richards tyranni og sparke ham ned ad piedestalen. Denne undren sætter tankerne i gang og trækker tråde til lignende og mere nutidige tilfælde. Derfor bliver Shakespeare ved med at være aktuel og interessant.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
GÅDEKATALOGERNE
Spilleperiode 1. maj - 5. maj
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr