Vedkommende kvindeunivers

Camilla Bendix leverer en smuk og intim optræden baseret på jazzsangerinden Monica Zetterlunds musik og tekster.
Ligeledes hænger det godt sammen med den dejlige klavermusik, som Benjamin Nørholm Jacobsen lader strømme ud af det åbne tagvindue.

Scenografien er dejlig enkel med en grå, skrå scene, hvor jeg sagtens kan forestille mig, at det f.eks. er et rum over byens tage, hvor sanserne stimuleres af lyd, lys og duften af æbler.
Ved hjælp af lys og lyd omdannes det hele så lige pludseligt troværdigt til vand, eller tørrestativ med 4 hvide skjorter.

Camilla Bendix bevæger sig ubesværet på den skrå scene, og jeg spekulerede efterfølgende lidt over alle de æbler, vi bliver præsenteret for i forskellige sammenhænge.
Allerede i teatrets foyer stod kurve med grønne æbler, og i forestillingen hænger der pludseligt æbler ned fra loftet, hun tager en bid af diverse æbler og kaster dem pludseligt fra sig.
Jeg kan sagtens "nøjes" med at få hyggelige associationer til æbler i form af duften, smagen, æblekage osv., men i Europa taler vi jo også om paradisets æble, der er et symbol på fristelse og arvesynd.
Gudinden Eris forårsager med et gyldent æble(det berømte stridens æble), som hun kastede ind i gudernes forsamling valget af Paris og bevirkede Helenas bortførelse og den trojanske krig.

"Små grønne æbler" er en kærlighedssang til den mand, der er der for hende på alle planer, men samtidigt er der noget melankolsk og halvtrist over den, for hun erkender samtidigt ikke at ha´ nok i en. Hun har en elsker til sommer og vinter, en på forårsturen til Paris, og en på Kreta(en kvinde).

Kort og godt et dejligt kvindeportræt, hvor alle sanser og følelser kommer i spil, og jeg kan sagtens som publikum identificere det meste af det med mit eget liv.