Som at se en videooptagelse af mig selv som barn

En gang i mellem er det som at se en videooptagelse af mig selv som barn. Vel at mærke, en af de videooptagelser, som aldrig ville blive optaget. Ganske enkelt fordi scenariet, der udspiller sig, ikke inspirerer mine forældre til begejstret at finde videokameraet frem men nærmere får dem til at bekymre sig om de skal få mine autistiske træk undersøgt.
Det interessante kan man normalt ikke se, idet det nemlig for det meste bare foregår inde i hovedet.
Alt drejer sig om samlinger af alverdens sære ting, der kan sorteres, kategoriseres og give mening sammen i en større sammenhæng. Selvopfundne eller kommercielt opfundne systemer af ting at samle på og den maniske trang til at få det hele til at passe sammen og gå op styrer alle ens handlinger i livet. Selvudnævnt tingfinder; det jeg laver er at finde ting.
Men der er masser af liv og eventyr i den enfoldige samlerleg. Hver samling er et univers, hvor alle ting har en plads og en betydning, og det er essentielt at den ene ting ikke altid giver mening uden sin relation til de andre ting i samlingen. Men det er dog en leg, der kan være svær at lege med andre; de omfattende fantasieksperimenter er svære at få forklaret, sådan at de giver mening for andre, men forestillingens to samlere har en god parallel-leg kørende og mødes ofte spontant og deler tankespind for så øjeblikket efter at være i hver sin verden igen. Og selv om de kan være uenige om, hvorvidt en ting hører til i en samling eller ej, er de generelt i harmoni med hinandens natur.
Sværere er det, når det klodsede båndsalatmonster vil lege med. Han forstår ikke konceptet og har ikke den fintfølende fornemmelse for samlerens univers, der har en helt bestemt orden. Din samling interesserer også ham, men det giver mere mening for ham at rode rundt i den end at forstå det særlige ved det system den er ordnet i, og når han danser, kommer han til at vælte dit korthus. Det ender som i forestillingen derfor tit med at han ikke må være med.
Båndsalatmonsteret finder dog sin vej ind i samlernes univers og får lov at lege med, når han som intuitiv musiker i kontakt med samlerne skaber et lydlandskab skiftende mellem mystik og vildskab. Sammen når de tre med fantasifulde historier rundt omkring i universet og hjem igen, og selv om samlerne bliver voksne og gamle, slipper de aldrig deres begejstring for ting og tingenes særlige betydning som livets omdrejningspunkt.

Stykket som er målrettet børn i 5-årsalderen er sødt, sjovt og godt disponeret, og spillerne er gode til at henvende sig til publikum. Det er inddragende, og den fantasifulde, drømmende stemning som samlerne lever i er let at give sig hen til med den flotte scenografi og den varierede lydside (jeg elsker Ghostbusters-referencen). Replikkerne har en dejligt skør, barnlig og umiddelbar logik og er godt leveret af de to samlere, der sammen spiller sig engageret ind på hinanden og ind i det skøre univers.

Til sidst er der bare at sige: Husk en rød eller grøn lille ting så samlingen kan blive fuldendt.