Skuespilsfrø viser spirende portrætter

God idé !
At lave en "portræt forestilling" med forskellige menneskers hverdag som afsæt, og udført med små monologer fra hver
der giver publikum mulighed for at læse disse skæbner og
deres tanker at kende.

Sej scenografi !
At sætte lysspots ovenpå 9 dørkarme - og give dem hjul på så
de kan være en konkret ramme for fortællingerne. Det gav en koncentration omkring personerne, og hjalp publikum med at holde fokus.

Dygtig skuespil !
Der tegner godt for fremtiden, og er sikker på vi vil se mere til disse unge mennesker på scener og skærme rundt omkring.
Trods enkelte "udsving" hist og her hvor deres ivrighed forvandles til overspil - så jeg alt i alt nogle spændende skuespils-frø der kæmpede en brav kamp med "det de nu havde" (forklaring følger!) De viste hvor stor betydning det kropslige udtryk har når monologer skal fremvises, og især Josephine Park skal fremhæves for hendes sårbare skildring af en frustreret pige der på en genkendelig, grov, nærværende og virkelig humoristisk måde får vist os hendes kamp mod kærligheden. Respekt herfra!

MEN...
Desværre gjorde al "maskespillet" udenom det hele, at jeg blev irriteret og rastløs. Jeg havde lyst til at sukke dybt og råbe "stop, stop, stop!" under forestillingen fordi jeg ikke følte der måtte være nok plads til den enkelte. Det blev for rodet simpelthen.
Og i stedet for at lade monologerne stå for sig selv, hvilket de sagtens ville kunne rumme så stærke og flot udført som de var , så skulle de maskerede tilskuere på scenen konstant komme med bemærkninger og hints til fortællingen - hvilket gjorde jeg blev mere forvirret og bims end jeg blev underholdt. Rigtig ærgerligt!

- Dog vil jeg stadig glæde mig til at følge med i hvordan disse skuespillerelever udfolder sig i fremtiden. Og ønsker dem held
& lykke herfra :)

(Husk nu nærværet - for det er dér I er bedst !!! )