Tankevækkende teater

Jeg ved aldrig helt, hvad jeg kan forvente, når borgerscenen inviterer indenfor til dokumentarteater på Mindste Scene. Men som regel får jeg noget med derfra, som sætter nogle tanker i gang. ’46+1’ er ingen undtagelse.

Otte borgere med Downs syndrom samt skuespiller Martin Ringsmose udgør forestillingens cast. Forestillingen er en blanding af interviews, facts og optrædener. Der er en, der læser op fra sin dagbog, en anden laver breakdance, og en tredje klistrer rødt tape i håret på Martin Ringsmose og hiver det af igen. Det virker som om, de hver især har fået lov til at optræde med lige netop dét, de havde mest lyst til. Det er befriende og gør deres optrædener naturlige.

Martin Ringsmose styrer slagets gang, men det hele foregår på borgernes præmisser, og Ringsmoses rolle består således mest i at gribe det, de otte borgere kaster op i luften. Det klarer han på en afslappet og sympatisk måde. Man sidder med en fornemmelse af, at alt kan ske, og at det måske ikke ville være det samme, der blev sagt og gjort, hvis man så forestillingen igen en anden aften. Denne umiddelbarhed og uforudsigelighed gør forestillingen meget ægte og intens.

Ind imellem de små optrædener interviewer Martin Ringsmose hver af de otte borgere. De fortæller om deres liv og hverdag, eller bare det de tænker på lige nu og her. Som publikum lærer vi på den måde de otte borgere at kende som mennesker. Samtidig lærer vi deres handicap bedre at kende gennem skrevne facts om Downs syndrom, der undervejs glider henover scenegulvet og minder os om alvorligheden ved handicappet.

Også fysisk kommer publikum tæt på de otte borgere. Scenen er nærmest bare en lille forhøjning i gulvet, og de otte borgere og Martin Ringsmose træder tit ned fra forhøjningen og ud blandt publikum. Publikum er placeret på en hesteskoformet bænk rundt om scenen. Vi sidder alle sammen på forreste række, og det hele foregår lige foran os og i øjenhøjde.

Forestillingen er både sjov, alvorlig og tankevækkende. Den giver anledning til at overveje, hvordan man forholder sig til dem, der er anderledes. På den måde lærer man måske både noget om dem og om sig selv.