En rodet forestilling med potentiale

I en scenografi udformet som en brønd møder vi en depressiv kvinde, som er endt i et sort hul. Hun har det perfekte liv, men da hun opdager, at hendes mand er utro krakelerer glansbilledet. Fortvivlelse, ensomhed og kampen for børnene bliver den nye hverdag.

Nukaka Coster-Waldau gør et bravt forsøg på at fremføre en tekst, som kæmper med at give mening, er langtrukken og til tider virker famlende og ufærdig. Hun spiller sin rolle troværdigt og overbevisende men med en vis distance. Medspiller Josef Wolfugang Nielsen falder desværre flere gange igennem med sine karakterer, og virker til tider som et forstyrrende element. Fortællingen kunne have været mere kraftfuld, hvis den kvindelige hovedrolle var alene.

Instruktøren fortalte et par ord om sin motivation for at opføre forestillingen inden start. Afslutningsvis sad jeg dog tilbage med en følelse af, at instruktørens budskab ikke hang sammen med det, jeg havde set. Min forventning blev ikke indfriet, og det var skuffende.

Stykkets genre er beskrevet som tragisk komedie, og selvom jeg både havde lyst til at græde og grine, så gør de komiske elementer bl.a. i form at karakteren “Karkluden”, at historien visse steder bliver for plat og mister fokus. Overordnet vil forestillingen for meget, bliver rodet og langtrukken - men der er potentiale.