Sødmefyldte Jeppe

Forestillingen lægger ud med en veloplagt intro, og derefter tager tingene ellers fart.
Stykket er gjort nutidigt, dog med en gal blanding af det datidige og det nutidige; det er fyldt med humor, masser af fornøjelig fuldemandssnak og platte vittigheder.
Den 'røde tråd' i stykket har Elvis fået æren af, og ikke bare er han 'genopstået', men man oplever stykket igennem en namedropping med referencer til vores tid - alle nævnt, ingen glemt.
Morale: Når skidt kommer til ære - så må det gå galt. Og det gør det.
Se forestillingen - den er både fornøjelig og sødmefyldt.