Masser af mennesker

15 dansere på tværs af alder og erfaring, kropsbygning og udtryk er i ”People” samlet i en blanding af ren, abstrakt dans og mere konceptbaserede dele, skabt af noget så særegent som et koreografkollektiv (E.K.K.O bestående af Emma Nordanfors, Klare Elenius og Karina Dichov Lund).
Det, der i mine øjne især gør People interessant, er antallet af dansere. Det er sjældent, at så mange og så forskellige moderne dansere er på scenen på een gang. Naturligvis ikke hele tiden, men her bagefter er det ensemble-stykkerne, jeg husker.

Især kunne jeg li’ de dele af koreografien, hvor forskelligheden (det specifikke og særegne ved den enkelte) i det ellers så umiddelbart ensartede (det generelle og fælles) trådte frem. På et tidspunkt stod alle danserne eksempelvis på rad og række, hvor de til club-musik alle udførte den samme lille bevægelsesfrase samtidigt, igen og igen. I løbet af de talrige gentagelser voksede bevægelserne dog fra at være små vip med fødderne og udstrakning af armen til at være vilde, voldsomme og mere og mere ”afvigende” energiudladninger, man blev revet med af.

Senere var de igen alle på scenen, hvor de stod spredt rundt på gulvet med let bøjede ben, kroppe og arme, mens de tydeligt afventede og var parate til et eller andet. Dette et eller andet viste sig at 4 forskellige båt-lyde, der lagde sig over det regelmæssige baggrundsbeat og hver især betød, at de enten skulle træde et skridt tilbage, frem, hoppe op eller falde ned med hele kroppen på gulvet – afhængig af lyden. Danserne kendte tydeligvis ikke rækkefælgen eller timingen af de forskellige lyde. Det var underholdende at se på, og igen blev man som tilskuer grebet af stemningen og delte dansernes årvågenhed efter nye lyde.

Andre gange var det som sagt den rene, abstrakte dans (med større fokus på flow og teknik), der var det bærende i koreografien – uden dog at den overordnede ide om gruppen-individet eller fællesskabet-ensomheden tabtes. På et tidspunkt var mange af danserne på gulvet og dansede hver især noget uden relation til de andre, men ved nærmere eftersyn blev ene dansers bevægelsesfrase genspejlet – kopieret, varieret, forvrænget – hos en anden danser. Andre gange var der ingen fællestræk at finde. I disse perioder af forestillingen var der rigtig meget forskelligt at se på, men det blev også en anelse forvirrende. (Jeg afskriver dog ikke, at dette var intentionen; i programmet citeres Björk: ”...And human behaviour/Be ready to get confused/There’s definitely no logic/To human behavior….”).

Det, der dog i sidste ende trækker mest ned i min bedømmelse, er forestillingens noget ufærdige form og ikke tilstrækkeligt redigerede indhold. Overgangene fra det ene til det andet fungerede ikke optimalt, og især manglede der koreografens/koreografernes blik for, hvornår en ide er udtømt og danse-sekvensen følgeligt bør afsluttes – jeg har desværre ikke glemt, hvordan jeg i første tredjedel af forestillingen i nogle meget, meget lange minutter måtte se gruppen lave gadedrengeløb i rundkreds. Kun gadedrengeløb i rundkreds. Generelt kunne der være strammet op, og desværre påvirker det helhedsoplevelsen så meget, at jeg ender på 4 (store) kroner/stjerner.