"Desperate" mænd på slap line

Vi modtages på gemytlig vis af de 2 skuespillere, som smalltalker lidt med os som publikum.
Der spilles lidt musik, og en dame blandt publikum bliver bedt om at holde et håndklæde.
Så gør skuespillerne opmærksom på, at nu går de ud og kommer ind, så forestillingen kan starte.

Det var 45 min. med hæsblæsende gennemgang af kaos efter 1. Verdenskrig og det 20. århundredes kulturelle efterdønninger.
Det absurde ved krig blev "serveret" med sort humor og i kraft af skuespillernes kroppe og stemmer samt ikke at forglemme helt i DADAismens ånd.
På et let forståeligt engelsk krydret med dada-volapyk.

Richard Headon og Jon Beedell huskede også at inddrage publikum midt under forestillingen.
De talte om den empty stol på 1. række, pegede på en blandt publikum og talte om vedkommendes briller samt gik hen og "lånte" håndklædet hos damen på 1. række, så sveden kunne tørres af panden.

Opremsning af hvert årstal siden 1916, hvor udtale og betoning konstant ændres, således at det afspejler tidernes skiftende stemning, var efter min mening lidt for langtrukken, men ellers en underholdende forestilling med et godt budskab.