Velspillet solostykke om, hvad forladthed og ensomhed kan gøre ved os

Et forhold er slut, og den efterladte kvinde taler sig igennem de mange følelser, der kan ramme én i forsøget på at forstå tabet og komme gennem sorgen: vrede, bitterhed, bebrejdelser, selvhad, savn, forladthedsfølelse, selvoptagethed, smerte, identitetstab, selvmedlidenhed, minder, mindreværdsfølelse, misbrug, hukommelsessvigt, jalousi, ensomhedsfølelse, længsel med flere.

Sue Hansen-Styles spiller sig sikkert igennem disse følelser, som kan vække til genkendelse hos alle, der har oplevet et smertefuldt brud med en anden eller andre. Hun formår at fastholde opmærksomheden gennem den lange monolog med de skiftende sindstilstande. Sproget er engelsk – men det er let at forstå.

Skuespillet understøttes flot med enkle, mørke kulisser, virkningsfuld anvendelse af skiftende lys og skygger, som bl.a. markerer sceneskift, samt ganske få rekvisitter og korte musikindslag.

Der sker en interessant transformation sidst i forestillingen, men undervejs har jeg savnet spænding, udvikling og overraskelser. Jeg har følt mig godt underholdt, jeg har genkendt følelserne forbundet med et brud, men jeg har ikke rigtigt fået et nyt perspektiv på at kæmpe sig igennem smerten og komme ud på den anden side. Måske skal vi blot igennem disse følelser for at blive klar til dans igen? Det er et fint og velspillet solostykke om, hvad forladthed og ensomhed kan gøre ved os alle. Jeg giver det tre kongekroner.