Det angste samfund

Vi starter som veloplagt publikum til en valgaften. Men uenigheder mellem politikere og mellem almindelige borgere på villavejen udarter til fjendebilleder, politikerlede, angst og had.

Stykket spidder hele spektret af politikerretorik, hvor nogle puster til angsten og lefler for laveste fællesnævner, mens andre agerer bedrevidende og står med det teoretiske hoved i elfenbenstårnet. Almindelige borgeres holdninger støder sammen og politiske uenigheder fører til fjendskab mellem naboer, der radikaliseres i voldelige oprør og private vagtværn.

Er vælgerne dumme og politikerne grådige og egoistiske? Ingen går fri, og også kultureliten inklusive teaterpublikummet med den rigtige smag hudflettes.

Selvom forestillingen er 2 ½ time lang incl. pause er tempoet højt, og der er masser at genkende og grine af undervejs. Scenografien er enkel og effektfuld med sort baggrund, mørkt tøj og lysende linjer, der illuderer stuer, podier, døre mm. Der er fremragende skuespil over hele linjen, men særligt Klaus T. Søndergaard er virkelig god og sjov som spindoktor og museumsgæst.

Et troværdigt nutidigt samfundsportræt af hvad der kan ske, når den demokratiske samtale bryder sammen. Vores refleksioner fortsatte efter bifaldet og både Bertrand Russell og Dunning-Kruger effekten blev slået op, da vi kom hjem.

Den overraskende og spektakulære slutning skal ikke røbes her. Men som et par herrer på rækken bag vores bemærkede: ”Det var godt vi blev!”