Nutidens grimme ælling

Eddy er i stykkets begyndelse blot 10 år gammel og en af nutidens virkelige ”grimme ællinger” – jf. H.C Andersens eventyr af samme navn i bogstavelige forstand - for han bliver født i den forkerte krop, i den forkerte socialklasse, i den forkerte familie, i det forkerte samfund, og så kan det bestemt ikke blive meget værre, for de, der ikke følger normen, skal nemlig kanøfles! Og det bliver han - og den regel desværre gælder stadig.

I denne forestilling fortælle han os sin personlige historie, og vi – publikum – lytter og bliver fra tid til anden også direkte involveret i dele af hans fortælling på godt og ondt. Nogle få gange med et smil på læben, men langt de flest gange med hænderne hårdt knuget sammen, for det er langtfra en helt almindelig historie, vi tilskuere bliver vidne til.
Det er historien om en alt andet end lykkelig barndom, hvor fornedrelse og ydmygelse var dagligdagen; hvor selvhad til den krop, man var født i og de lyster, man følte, var uacceptable. Det er en historie om at være anderledes.

Stykket er kontrasternes stykke. Det er både råt, men samtidig også poetisk; det er smukt, men også yderst afskyeligt; det er stille, men samtidig også larmende og støjende; det er tiltrækkende, samtidig med det er frastødende.
Men vigtigst af alt, er det ordet, det talte ord, der er det centrale og det bærende element i denne forestilling, der scenografisk er yderst skrabet - og til tider ikke helt forståeligt.

Og så alligevel ’kun’ 4 kongekroner herfra, fordi særdeles dygtige, vidunderlige dejlige og kvinde-charmerende Morten Hee Andersen ikke er – og aldrig kan blive – en personificering af en homoseksuel ung mand.
Det udstråler han ganske enkelt og helt naturligt og konstant for meget mand til, så giv ham derfor fremover de roller, han fortjener og kan udfylde med sin maskulinitet, for det fortjener hans store talent bestemt.