Uinteressant falden-på-halen teater helt uden nerve

Teaterstykket Hjardemål var uden tvivl en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Det blev det imidlertid ikke mere vedkommende af. Desværre. Allerede fra første replik – eller akkord – var det tydeligt, at der her var at gøre med en gedigen falden-på-halen komedie, da en nøgen mand med en guitar trådte ind på scenen med et fjoget grin.

Stykkets skildring af ungdomsoprørets sammenstød mellem den kristne konservative thyboer fremstod aldeles unuanceret og blottet for enhver dybde og indsigt i tidens konflikter mellem de to forskelligartede fællesskaber.

Stykket bevægede sig hele tiden på grænsen mellem komik og alvor, men ramte gang på gang ved siden af begge genrer. Stykket gjorde hverken beskueren klogere eller bidrog med nye vinkler og perspektiver på noget som helst. Det var heller ikke sjovt, men derimod decideret plat og helt uden substans. Inddragelsen af guitarspil og fællessang gjorde stykket direkte tåkrummende.

Skuespilpræstationerne var ligeledes skuffende, idet de kun ganske sjældent (på overbevisende vis!) formåede at nuancere og tilpasse deres stemmeføring, kropssprog, mimik m.m. til de forskellige scener. Hele stykket igennem blev der derimod overspillet til ukendelighed med voldsom råben, skrigen og masser af falden på halen (bogstavelig talt)! Det har formentlig været meningen, at stykket skulle fremstå således – som noget sjovt og overdrevet, beskueren skulle grine af - men det er dog oftest uinteressant at se teater, hvis der heller ikke bag humorens facade kan spores bare en spinkel kerne af noget vedkommende, eller et ønske om at ”ville noget”.