I DAG:
Anbefaling - Scene

Ikke helt hul på bylden

HAUNTED CASTLE 2019 anbefalet af Jesper Pedersen
2. februar 2019
Vurdering:
Samlet vurdering:
Det er et imponerende og på mange måder oplagt samarbejde mellem Koldinghus og Dystopia, der netop nu kan opleves med HAUNTED CASTLE.

Pesten - Den Sorte Død - hærger i Danmark, og som besøgende på middelalderslottet Koldinghus skal man i otte stemningsfulde rum indsamle viden om, hvordan og hvorfor den livsfarlige sygdom spreder sig som... nåja, pesten.

Dystopia har igennem en årrække gjort det til en forretning at skræmme folk med deres spøgelseshuse (en lagerhal i Vejle, et fængsel i Horsens, et slot i Kolding), og de er danmarksmestre i det! De fortæller altid en skarptskåret historie i en gennemført scenografi med en imponerende mængde engagerede aktører i alle aldre. Det er pisseuhyggeligt, jeg skriger som en stukken gris, og det er herligt!

Dystopia fortæller historien, mens Koldinghus bidrager med den historiske kontekst. I Riddersalen inviteres man til bords med Kong Frederik den 3. og hans øverstkommanderende. I Slotsgården foretages heksesafbrændinger, og øverst i tårnet venter kongens livlæge på, at vi som besøgende får løst gåden om pestens smitte, så vi kan redde den stakkels, smittede prinsesse.

Det er måske her, ved det afsluttende besøg hos kongens livlæge, at filmen knækker. Det er synd, for efter turen rundt på slottet, burde besøget i tårnværelset være kulminationen på det hele. Desværre samles trådene lige knap og nap, og man går fra arrangementet en anelse uforløst. Der er - om jeg så må sige - ikke helt kommet hul på bylden.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb
Waiting Places
Spilleperiode 10. feb - 9. mar
Majas løfte
Premiere 15. mar - 15. feb
DAMEKROP – ON TOUR
Spilleperiode 24. jan - 4. feb