Dragende grimt

Vi dyrker i stigende grad skønheden og alle dens idealer. Det gælder om at være slank, veltrænet, ung og smuk. Flere og flere realityshows vinder indpas, og her skal man netop være smuk for at blive castet. Men når det kommer til kunst, higer flere og flere kunstnere efter det stik modsatte. Her satses på det skæve, vulgære, underlige og grimme.

Nordjyllands Kunstmuseum, Kunsten, er i disse dage fyldt med såkaldt grim kunst. De mange grimme værker er delt ind i forskellige grimheds-kategorier; aggressivt, tarveligt, klamt, karikeret og sløset. Til hver kategori hører et lille og halvvejs aflukket rum, hvor værkerne står stillet op sammen med en beskrivelse af kategorien. Udenfor hvert rum kan man se et såkaldt smukt værk, der fungerer som et modstykke til de værker, der gemmer sig i det rum, man er på vej ind i. Eksempelvis er der et harmonisk maleri som kontrast til det aggressive rum og et romantisk kunstværk som kontrast til det klamme. Man ser altså det smukke udenpå, inden man går ind i rummet og bliver præsenteret for det, der ligger bag facaden, det grimme.

Jeg forestiller mig udstillingen vendt på hovedet; forskellige rum fyldt med smukke værker og et enkelt grimt værk udenfor hvert rum. Hvis udstillingen havde set sådan ud, tror jeg, at jeg havde fundet den kedelig. Jeg tror, jeg ville have tilbragt mere tid udenfor rummene end inde i rummene. For den grimme kunst har på en eller anden måde en dragende effekt. Den har en historie og et budskab, og det synes jeg er vigtigt. Et naturtro maleri af en smuk kvinde bliver for mig hurtigt kedeligt, selvom kunstneren helt sikkert også har et budskab med sådan et værk. Ved den type værker imponeres jeg over kunstnerens evner og dygtighed, men den slags kunst rører ikke rigtig noget i mig, og jeg glemmer den hurtigt igen.

På Kunstens udstilling var jeg meget imponeret af Kurt Trampedachs kunstværk Stoppestedet. De tre figurer ser grå og kedelige ud, men er samtidig meget livagtige. Det er absolut ikke den type kunst, man har lyst til at have stående hjemme i stuen, men det er den type kunst, som man kan betragte i lang tid, fordi figurerne fortæller en historie. Også værkerne i kategorien ”aggressivt” fandt jeg interessante og ligefrem flotte, imens det ”tarvelige” kunst irriterede mig grænseløst, og det ”klamme” rum ligefrem frastødte mig. Her var et akvarium med indvolde og en halm-rede med rottemumier. Sådanne ”værker” vil jeg umiddelbart slet ikke kategorisere som kunst. Men alligevel var det måske dette rum, jeg tilbragte mest tid i. Jeg blev frastødt, men samtidig draget.

Grimt og smukt er ikke entydige begreber, i hvert fald ikke når det kommer til kunst. Og måske heller ikke i andre tilfælde. I realityshows castes de unge og smukke. Men i virkeligheden er det vel slet ikke det smukke, der tiltrækker seerne til disse tv-programmer. Det er faktorer som intriger, utroskab og bedrag, der gør det interessant at se. Eller sagt på en anden måde; det er det, der er grimt.