23. august 2015
af Pia Hardenberg
KAN OPLEVES I BOGFORM
Det lyder åh så smart og rummeligt og næstekærligt at snakke om inklusion. Vi er en progressiv velfærdsnation, og vi ser det som en falliterklæring, hvis vi ikke kan marchere i
flok mod den klart lysende fremtid. Det er tabu at indrømme, at et problem er for omfangsrigt til, at vi bare kan svinge fælleskabets tryllestav og få det ti l at forsvinde. Men ét er at score billige point på Christi ansborg. Noget andet er de logistiske udfordringer, man i den virkelige verden står over for, når man i en presset dagligdag står med sine begrænsede ressourcer og prøver at udføre mirakler.
Det ved Pia Hardenberg alt om, og med glødende passion, saglige argumenter og stor personlig erfaring siger hun fra over for den utopiske tankegang om, at bare man behandler alle elever ens, opnår man det bedste og mest harmoniske resultat. For alle er ikke ens. Og det er ikke et tegn på respekt at behandle dem således. Der er ingen respekt i at ignorere, at en svag elev har større udfordringer end en stærk. Ej heller i at bede den stærke lægge bånd på sin egen
udvikling, så den svage kan være med. Det er ikke fair at negligere børns forskelligheder. Det er ikke forsvarligt at reducere dem til brikker i et spil om politisk prestige.
