24. marts 2026
Producent: Museum JORN
Id: 2439
Per Kirkeby (1938–2018) var en af sin generations mest markante kunstnere. Hans malerier
er kendt for deres ukonventionelle kolorisme og dynamiske kompositioner. Men bag de mo-
numentale lærreder ligger et andet og mere direkte spor: tegningen.
I udstillingen Overvejelser og iagttagelser sætter Museum Jorn fokus på Kirkebys tegninger fra årene 1979-1989, der var en afgørende periode omkring hans internationale gennembrud. Her opstår idéerne. Her afprøver han motiver, tænker i former, undersøger landskabet, historien og maleriets muligheder. Tegningerne er ikke forarbejder i traditionel forstand, men selvstændige værker, hvor man kommer tæt på kunstnerens blik og arbejdsproces. Tegningerne sættes i dialog med en række af Kirkebys skulpturelle bronzer, der formmæssigt eksemplificerer kunstnerens overvejelser på papiret.
Udstillingen er kurateret i samarbejde med den tyske gallerist Michael Werner, der gennem årtier
arbejdede tæt sammen med Kirkeby. Werner har udvalgt en række tegninger og bronzeskulptu-
rer fra private samlinger og kunstnerens familie. Sammen viser de, hvordan Kirkeby bevægede sig mellem det umiddelbare og det reflekterede – mellem overvejelse og iagttagelse.
Præsentationen er enkel og koncentreret. Her er ingen spektakulær iscenesættelse, men plads til at se. Tegninger og bronzer står frem i deres egen ret og inviterer til fordybelse. Udstillingen giver et nyt perspektiv på en kunstner, mange tror, de kender. Og den viser, at det ofte er i det mindre format, de store bevægelser begynder.
Titlen Overvejelser og iagttagelser stammer fra Kirkeby selv. Den peger på spændingen mellem det sete og det tænkte. Mellem det, der registreres, og det, der fortolkes.Netop i dette spændingsfelt udfolder hans kunst sig.