Varm, medrivende og lidt for amerikansk..

Det var med blandede fornøjelser, jeg læste 'Glasslottet'. Bogen var uden tvivl aldeles rørende og appellerede på det kraftigste til mine etiske værdier og pædagogiske idealer om, hvordan man behandler og opdrager børn. Jeg krympedes hver gang, jeg læste om de skrækkelige omsorgssvigt, Walls børnene blev udsat for af deres forældre. Og jeg synes også det var rørende, hvordan Jeannette, med barnets øjne, så på sine forældre med uovervindelig kærlighed. På den anden side forekom Jeannette Walls fortælling mig utroværdig - og gav mig associationer til amerikanske skæbefilm, som de kan fremstå i deres værste klicheer. Fortællingen blev ganske enkelt for meget - det blev for utroligt. Uanset, om det nu er således tingene er sket, må man sande at virkeligheden igen overskrider fantasien, og at dette ikke nødvendigvis giver god litteratur.
Sproget er let, flydende og billedskabende, men det formår på intet tidspunkt at skabe den samklang med fortællingens indhold, som er nødvendig for, at der kan opstå et æstetisk litterært produkt. Omend fortællingen er både smuk, rørende og gruopvækkende ligger den alen langt fra, hvad jeg vil kalde god litteratur - og her er det for alvor tydeligt, at bogens forfatter netop ikke er forfatter, men derimod journalist.