En dyster, smuk og bevægende oplevelse

”Men nu har jeg en hjærne” udfordrer i høj grad den gængse forestilling om, hvad det vil sige at gå i teatret. Den publikumsinvolverende form giver en oplevelse af at indtage hovedrollen som den afdøde i sin kiste, der sørges over af de efterladte. Forestillingen går helt tæt på, grænsende til det ubehagelige, samtidig med at man føler omsorgen og kærligheden, der er til stede når en elsket savnes. Det er mørkt og det er ensomt at ligge alene i sin kiste. Samtidig er det utroligt smukt at ligge dér og overvældes af sanseindtryk, der fremstår desto mere tydelige og indtryksfulde. De 3 sangerinders smukke, sørgmodige sang, bevægelserne i rummet, lyset, lydene, lugtene.
Følelsen af at lægge sig i sin kiste, for derefter at blive begravet, sørget over og slutteligt genopstå er en unik teateroplevelse, der sætter sig i kroppen og en oplevelse jeg sent vil glemme.