At rejse er at leve

Forestillingen gør fint opmærksom på, at alt er blevet meget nemt i dag, for vi kan jo bare google rejsesteder og lade som om, vi selv er tilstede, når vi sidder og ser på fotos og film.

Det er nemt at forestille sig, at pigen i forestillingen bliver betragtet som nørdet og besynderlig, når hun hellere vil sidde og fantasere over opslag i det arvede gamle atlas, eller lukke øjnene og sætte fingeren på globus.

Det hele kulminerer, da hun skal skrive en stil om fremtiden, og forældrene laver en Atlasklub sammen med hende, og skiftes til at "fortælle" historier fra et spændende, historisk sted.
Vi møder således en del forskellige personer, og det illustreres samtidigt på skærmen i baggrunden.
Publikum morede sig højlydt, bl.a., da datter og far sammen skulle forestille at være en krebs.


Datteren når så en alder, hvor hun falder i snak med en jævnaldrende dreng, og de laver sammen en blog, så de kommer begge videre i livet på en naturlig måde.


Vi som publikum fik hver udleveret en seddel med navnet på en ø, hvorpå vi skulle lukke øjnene og drømme os til vores
ønskeø, hvilket fik mig til at tænke på Peter Pan.
Efter forestillingens slutning kunne vi gå ud og finde vores ø på et kort.

Jeg "fik" Tanimbar, som er en del af en gruppe på ca. 65 øer i provinsen Maluku i Indonesien.


En fin forestilling, men der er ikke den store nytænkning i den.