Stærke skuespilpræstationer og velspillet musik

Når Melodi Grand Prix hvert år løber af stablen, er publikum garanteret et storslået show med lalleglade popsange og dybfølte kærlighedsballader pakket ind i dans, fjer og glitter. I teaterkoncerten Ein bisschen Frieden forenes Grand Prix-universet med det noget mere afdæmpede campingliv. De festlige kjoler er skiftet ud med campinghabitter, og scenens rå jordbund er en direkte modpol til Grand Prix’ets polerede udtryk. Men sangene er der stadig, som vi kender dem. Næsten.

Selve historien, der udspiller sig, handler hverken om camping eller Melodi Grand Prix. I stedet anvendes campingmiljøet som ramme for fortællingen, imens sangenes funktion er at skabe fremdrift i handlingen, og det fungerer virkelig godt.

Kernen i historien er en romance der, ligesom Melodi Grand Prix, udspiller sig på tværs af nationaliteter. En kvinde og en mand mødes på en campingplads i udlandet og tiltrækkes af hinanden, men problemet er, at kvinden allerede er afsat, og hendes mand er endda med på campingferien sammen med deres fælles barn. Vi følger udviklingen af den forbudte romance fra den uskyldige dragelse til den euforiske forelskelse, inden affæren kulminerer i uundgåelig smerte.

Der er ingen replikker, men replikker ville også være overflødige, for sangene siger det hele. Faktisk fortæller sangene mere, end man umiddelbart skulle forvente af en samling simple Melodi Grand Prix-numre. Dette skyldes i høj grad måden, hvorpå sangene er udvalgt, sammenkædet, fortolket og ikke mindst fremført. Selv de numre der bliver sunget på fremmedsprog, som rumænsk, italiensk og serbisk, giver mening, selvom ordene er uforståelige.

Mange af sangene er fortolket anderledes end originalversionerne. For eksempel bliver ”Hip hurra, det’ min fødselsdag” fremført på en meget melankolsk måde, hvilket beskriver fødselarens sindstilstand. Han burde være glad, for han har fødselsdag, men han er trist på grund af det kærlighedsdrama, der udspiller sig om ørene på ham. Hans ikke-entusiastiske måde at synge omkvædet på står i skarp kontrast til både omkvædets tekst og det lettere overgearede tempo i den velkendte originalversion, og derfor fremstår sangen i denne version nærmest tragikomisk.

Dog giver teaterkoncerten også plads til, at publikum bare kan give sig hen til de glade Grand Prix-klassikere, præcis som vi kender dem. Eksempelvis er der feel good-stemning for alle pengene til ”Love shine a light”, der fremføres som fællessang arm i arm.

En teaterkoncert baseret på Melodi Grand Prix lægger op til nostalgi og god underholdning, og Ein bisschen Frieden formår at levere varen. Men stykket har også langt mere at byde på. Der fortælles en interessant historie, som både er humoristisk og sørgelig, og som præges af stærke skuespilpræstationer og velspillet musik. Historien bliver dog afrundet en anelse hurtigt og ender derfor lidt brat. Men måske var det bare noget, jeg følte, fordi jeg ikke ville have forestillingen til at slutte.