Livet gang i andelsboligforeningen

"Dette er ikke et kollektiv, men en andelsforening".

Forskellen? Ja, mon vi ikke fornemmer den straks. I kollektivet lever man sine drømme og visíoner ud - uden skelen og smålige hensyn til de andre. I andelen er det helt anderledes.
Her går man ind for samvær og gensidige hensyn. Der er regler og forordninger - og de skal holdes til punkt og prikke. Man deler jo et ejerskab.

Vi møder alle typer i "Andel": den bløde, imødekommende og åh så forstående krammemand; den selvhævdende og bedrevidende type; paragrafrytteren med styr på regler og forordninger; den selvcentrerede; den kontrollerende; den socialt udglattende og den hævngerrige - de er der alle.

I løbet af de 10 scener træder de i tydelig karakter og viser deres sande jeg. Og sand idyl er der langtfra tale om i denne andelsforening.

Men det er også her, det bliver interessant, for hvor er deres grænser - hvad skal de kunne rumme - hvornår og hvordan siger man fra - hvorfor er der nogen, man bliver enige om at moppe - hvor langt kan man egentlig gå, før man er gået for langt? Og er hævnen sød?
Alt dette sætter stykket fint fokus på.

Fra første færd er vi involveret i de små, men vigtige og alvorlige uenigheder, der hersker i denne andelsforening. Og værre bliver det, som stykket skrider frem. Dette er hverdagsdramatik, der vil noget!
Men når stykket 'kun' får 4 kroner herfra, skyldes det en oplevelse af et manglende, dramatisk flow, en langstrakthed i enkelte scener, og en dramatisk udvikling, som ikke var tydelig nok - og derfor ikke kom tydeligt nok til udtryk i den sidste scene.
Men tag ikke fejl! Der er ubetalelige scener og dialoger og monologer i dette stykke, scenografien er enkel, men virker stærk og flot, og løsningen af medvirkende småbørn er klaret genialt.
Så alt andet lige: Gå ind og se dette ny dansk dramatik opført af nye danske skuespillere. Det fortjener det!